Journalister tiltrækkes af konflikt
Man kan nærmest lave en opskrift for, hvordan en mediehistorie skal konstrueres for at blive til en shitstorm. Her kan du læse lidt om, hvorfor en mediehistorie bliver til en shitstorm.
Måske har du lagt mærke til, at historier om kriminalitet er meget populære hos medierne. Det er de, blandt andet fordi en kriminel handling indeholder alle de elementer, der skal til for at fortælle en spændende historie. Deraf kommer det noget kyniske udtryk “If it bleeds, It leads” (“Hvis der er blod, kommer det på forsiden”) og begrebet “Blå blink“.
En eventyrlig model
Journalister forsøger ofte at bruge den samme “model”, når de fortæller andre historier. Modellen er kendt fra utallige eventyrfortællinger og er kendt som “aktant-modellen“. Den handler primært om persongalleriet – om at de medvirkende i historien har nogle klart definerede roller.
Sort-hvid fremfor gråtoner
Fortællinger, som følger denne model, har en overvejende sort/hvid-præsentation af personer og virkelighed, og går ikke i dybden med nuancer eller gråzoner. Groft sagt kan man sige, at en journalist altid vil forsøge at fortælle sin historie med denne model. De historier, hvor modellen fungerer særligt godt, er typisk de mediehistorier, der har den største sandsynlighed for at udvikle sig til shitstorm.
Journalistens egen historie
Der er også andre fællestræk for historier med shitstorm-potentiale. De handler om journalistens (fortællerens) fortælling om sin egen rolle i historien.
De fleste journalister og medier vil gerne gøre opmærksom, at de kæmper for at få sandheden frem, og det kommer ofte særligt til udtryk i disse historier.
Styrker oplevelsen af uretfærdighed
Det kan give god mening, at en journalist fremhæver, hvor megen modstand, hun har mødt for at kunne afsløre en sag. Samtidig er det også med til at forstærke oplevelsen af uretfærdighed, hvis journalisten i sin fortælling fokuserer på enhver handling eller udtalelse, som kan tolkes som modstand mod journalistens forsøg på at få historien ud til offentligheden.
En særlig form for argumentation
Sidst, men ikke mindst, er der i disse historier nogle fællestræk vedrørende den logik eller argumentation, som fortælleren benytter sig af.
De informationer, som fremhæves som relevante i fortællingen, er ikke nødvendigvis de mest relevante informationer for selve sagens substans. Men det opdager udenforstående læsere, lyttere og seere ikke nødvendigvis. Især ikke, hvis de er blevet grebet af en god fortælling.