De fleste personer, der bliver bedt om at stille op til kritisk interview på tv, tænker typisk enten:
“Aldrig i livet, det tør jeg ikke!”
eller:
“Det vil jeg gerne, for jeg har jo intet at skjule”.
Begge dele kan være katastrofalt.
Der er rigtig mange overvejelser at gøre sig, når muligheden for – eller kravet om – at give interview melder sig. Derfor er det svært at udstikke nogle klokkeklare principper for, hvornår du bør sige ja til interview, og hvornår du skal sige nej tak.
Når du skal sige ja til et kritisk interview
I nogle tilfælde bør man simpelthen stille op, og så må man bare finde modet til at gøre det. Det gør du ved at gennemgå alle de spørgsmål, journalisten eller studieværten kunne finde på at stille dig, og øve dig i at svare bedst muligt på dem.
Samtidig bør du også overveje, hvilke specifikke budskaber eller informationer, der er særligt vigtige at få afleveret i interviewet. Det kan fx. være centrale oplysninger eller detaljer om den sag, interviewet handler om. Det kan også være en god ide at få fortalt om de værdier og principper, jeres virksomhed værner om. Jeg kan hjælpe dig med denne medietræning.
Når du skal afvise at give interview
I andre tilfælde bør man holde sig langt væk fra at blive interviewet, især til kamera. Det gælder typisk i sager, hvor der ikke findes nogle simple forklaringer. Det gælder også i sager, hvor du oplever, at journalisten enten ikke har ordentligt styr på fakta eller har et meget ensidigt blik på sagen.
Hvis du er blevet kontaktet af en journalist, der er ved at lave en kritisk tv-dokumentar om dig eller din virksomhed, så kan du som udgangspunkt ikke forvente, at du får noget positivt ud af at deltage i et interview på kamera. Her har journalisten typisk researchet på historien, længe inden du blev kontaktet, og interviewet med dig har kun en funktion: At vise skurken frem for seerne.
Besvar kritikken
I de fleste tilfælde er det vigtigt, at du får besvaret den kritik, journalisten vil fortælle sine seere om. Derfor bør du ikke helt afvise at kommunikere med journalisten, for så afskriver du fuldstændigt dine muligheder for at præge fortællingen. Du behøver ikke stille op til interview foran kamera for at svare på kritikken.