Kapitel #2: Ingen sagde noget…
Nogle svar ligner på overfladen en undskyldning, men er i virkeligheden afværgemanøvrer, som på en elegant måde afviser skyld og ansvar. Det kan være fristende at bruge den slags, når man er udsat for hård kritik eller en shitstorm, men lad være. De kan give bagslag, og der er bedre alternativer. Personer med et godt netværk i pressen eller mange følgere kan ofte slippe afsted med en designerundskyldning, men hvis du ikke tilhører den kategori så sats ikke på at få samme blide behandling.
I denne artikelserie giver jeg eksempler på undskyldninger, der er lidt for smarte, og foreslår alternative muligheder.
#2: Ingen sagde noget
“Jeg ærgrer mig over, at der ikke var flere, som gjorde mig opmærksom på problemet den gang…”
Her indrømmer man, at der har været et problem, men siger samtidig at man kunne have ændret adfærd, hvis bare nogen havde bedt om det tydeligt nok. Dermed fralægger man sig en del af ansvaret og indikerer desuden, at det måske ikke var så slemt endda, eftersom næsten ingen fandt anledning til at påtale situationen. Det er en rar tanke, men det er udenomssnak.
Ubehagelige spørgsmål
En ivrig journalist kan pille sådan et svar fra hinanden med et simpelt modspørgsmål, fx: “Hvor mange personer skulle have sagt noget til dig dengang, for at du ville have forstået, at det var forkert som chef at danse udfordrende med flere yngre kvindelige medarbejdere til en julefrokost?” Eller: “Ville det have betydet mere for dig dengang, hvis det havde været en mandlig, i stedet for en kvindelig, kollega, som havde sagt til dig, at det var forkert?”
Du kan fremprovokere mere kritik
Når du er udsat for kras kritik eller befinder dig i en shitstorm, så er det aldrig et godt træk at skubbe ansvaret over på andre. Det er amoralsk, og du risikerer også at provokere nogle personer, som hidtil har været tavse i sagen, til at bidrage til kritikken af dig. Fordi de ikke vil finde sig i, at du tørrer sagen af på dem.
Indrøm din dumhed, men husk konteksten
I en situation som den ovenfor kan du i stedet svare:
Jeg kan faktisk godt huske den fest. Jeg var i rigtig godt humør, fordi vi havde det bedste regnskabsår i virksomhedens historie (eller: “fordi jeg lige var blevet far”, eller: “fordi jeg lige var blevet rask” etc.). Jeg var muligvis en smule beruset, men allermest var jeg bare meget overstadig. Jeg kan godt huske, at en ansat sagde, jeg skulle slappe lidt af, men jeg var simpelthen så meget oppe at køre. Jeg er virkelig ked af, at nogle unge kvindelige medarbejdere skulle stå model til mit pinlige egotrip den aften.
Der er ingen grund til ikke at komme de pågældende medarbejdere i møde, men hvis der er en særlig årsag til, at det gik som det gik, så kan man lige så godt give læserne lidt kontekst, så de forstår, at det ligger langt fra ens normale opførsel. Havde der været tale om en situation, hvor en eller flere personer har følt sig decideret krænket, skal man naturligvis gribe sagen anderledes an, men eksemplet her hører til i den kategori, hvor nogle blot har syntes, at man udviste en adfærd, der sendte forkerte signaler.
Nogle gange er det bedst at lægge sig ned
Hvis det var en aften, som fortaber sig i tågerne, kan du sige:
Den julefrokost er jeg bare så ked af. Jeg fik helt klart for meget at drikke, hvilket i sig selv er en kæmpe fejl, uanset årsagen. For megen alkohol var helt sikkert også grunden til, at jeg ikke har været modtagelig overfor en venlig henstilling fra en ansvarsfuld ansat, der havde modet til at konfrontere mig. Jeg tror desværre der var mange af mine ansatte, som mødte en idiotisk chef til den julefrokost, og den står på listen over hændelser, jeg ville ønske, jeg kunne gøre om.
Hvis du vitterlig – i bakspejlets klare lys – ser på hændelserne den gang som noget der var din fejl, så kan du lige så godt omfavne det og være ærlig omkring det. Med sager som disse kan du aldrig vide, om der dukker flere fortællinger op, og derfor begiver du dig ud på dybt vand, hvis du forsøger at nedtone en begivenhed, hvor du ikke har 100% rent mel i posen eller ikke har hukommelsen 100% intakt.