Kapitel #1: De andres følelser…
Nogle svar ligner på overfladen en undskyldning, men er i virkeligheden afværgemanøvrer, som på en elegant måde afviser skyld og ansvar. Det kan være fristende at bruge den slags, når man er udsat for hård kritik eller en shitstorm, men lad være. De kan give bagslag, og der er bedre alternativer. Personer med et godt netværk i pressen eller mange følgere kan ofte slippe afsted med en designerundskyldning, men hvis du ikke tilhører den kategori så sats ikke på at få samme blide behandling.
I denne artikelserie giver jeg eksempler på undskyldninger, der er lidt for smarte, og foreslår alternative muligheder.
#1: De andres følelser
“Jeg burde have været opmærksom på, hvor stor en betydning det havde for visse medarbejdere, at jeg…”
Med et svar som dette indrømmer man nok, at man har gjort nogle medarbejdere ondt, men man siger samtidig, at fejlen består i, at man har fejlvurderet medarbejdernes følelser eller værdier.
Dermed flytter man fejlen fra at handle om en moralsk brist til at handle om kognitivt kiks (“Jeg er et godt menneske, men her overså jeg desværre nogle signaler”). Det er det, man kalder at “reframe” en situation.
En genkrænkelse
I ovenstående eksempel nedtoner du tilmed krænkelsen ved at pointere, at det ikke var alle, men kun visse medarbejdere, der følte sig ramt. Det er fristende at sige sådan, men det er nærmest en gen-krænkelse af de pågældende personer at indikere, at det var deres følsomhed snarere end din adfærd, der var problemet. De der har følt sig dårligt behandlet vil næppe føle sig imødekommet.
Det lykkedes for nogle
Hvis en journalist vælger at spørge ind til et svar som dette, kan det hurtigt blive pinligt. Hun kunne fx. spørge: “Mener du, at det er tale om nogle særligt følsomme eller krænkelsesparate mennesker, siden du fejlvurderede dem? eller: “Skal man forstå det sådan, at i forhold til dine egne værdier, så er det en helt ok adfærd, du udviste?”
Alternative muligheder
Hvis du er i stand til at tage lidt ansvar på dig (hvilket de fleste har respekt for) kunne du i stedet sige:
“Jeg kan godt se nu, hvorfor de har følt sig krænket. Men det har jeg simpelthen ikke tænkt over i situationen. Det var dumt, og det ærgrer jeg mig over i dag.”
Her tager du mere ansvar for situationen. Du gør stadig opmærksom på, at du ikke i situationen var bevidst om, at du opførte sig krænkende, men du holder ansvaret på din egen banehalvdel.
Og hvis du vil lægge dig fladt ned (hvilket ind imellem bare er det helt rette at gøre), kunne du sige:
“Jeg forstår godt, de blev kede af det. Jeg var en dum skid, og det er jeg ærlig talt flov over i dag.”
Dengang og nu
Bemærk at referencen til tid (at tiden for hændelsen er klart adskilt fra nutiden) i alle tilfælde er god at have med. Den skaber forståelse for, at du er blevet klogere, og rarere, siden den gang. Det fungerer også i tilfælde, hvor hændelsen skete for to timer siden. Det er er aldrig for sent at sige undskyld og blive klogere.
Ansvarlighed lønner sig
Pointen i at tage personligt ansvar for situationen er, dels at det rent moralsk ofte vil være det rette at gøre, dels at det lukker af for yderligere spørgsmål. Når du tydeligt har indrømmet dit ansvar og givet udtryk for anger, så er det svært for dine kritikere at holde liv i shitstormen mod dig.