
Mediernes interesseorganisation, Danske Medier, har etableret en mærkningsordning, som giver deres medlemmer – danske medier – mulighed for at deklarere deres troværdighed. Mærket består af Pressenævnets logo sammen med sætningen “Vi tager ansvar og er tilmeldt Pressenævnet”.
Som tidligere journalist ærgrer det mig, at de danske mediehuse ikke er i stand til at komme med et bedre modsvar på den livsfarlige konkurrence, som de – og troværdigheden i den offentlige debat – i disse år udsættes for af de mange nye onlinemedier. Mærkningskampagnen gør næsten ondt værre, for kampagnen i sig selv er på kanten af det troværdige.
Tvungent medlemskab
For det første er mediernes medlemskab af Pressenævnet ikke noget, de selv har valgt. Det er nemlig sådan, at alle medier i den trykte danske presse samt radio- og tv-stationer under dansk sendetilladelse er omfattet af medieansvarsloven – og dermed underlagt Pressenævnet. De har med andre ord ikke noget valg ift. et medlemskab. Sloganet: “Vi tager ansvar og er tilmeldt Pressenævnet” ville have være mere ærligt, hvis der fx. stod: “Du har mulighed for at klage over det, vi skriver, fordi vi er underlagt dansk lov.” Det lyder bare ikke lige så godt, vel?
Desuden kan det i høj grad diskuteres, om et medlemskab af Pressenævnet styrker ansvarligheden hos et medie. Og efter min mening er det helt uden for diskussion, hvorvidt Pressenævnet styrker mediernes kvalitet. Det gør det ikke, eftersom Pressenævnet udelukkende er en klagecentral, ovenikøbet med minimale sanktionsmuligheder.
Berettigede klager
Pressenævnet behandler klager over artikler, radioindslag, tv-indslag osv. i medierne. Halvdelen af nævnets medlemmer er personer fra pressen… en lille pudsighed, man kan vælge at more eller forarge sig over. De nyeste tal fra Pressenævnet viser, at ca. 36% af klagerne giver anledning til kritik. Klager over pressen er dermed statistisk set lige så berettigede som klager over sundhedsvæsenet. De seneste tal om patientklager fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser således, at knap 32% af klagerne over sundhedsfaglig behandling giver anledning til kritik. Så det er da godt, at der findes et sted at klage over medierne, kan man sige. For klagerne er i høj grad berettigede.
Pressenævnet kan dog ikke stille meget op med klagerne. Nævnet kan nemlig ikke uddele bøder, og nævnet kan heller ikke fratage journalister eller medier retten til at bedrive journalistik, ligesom fx. Advokatnævnet i grove tilfælde kan gøre det over for en advokat. Pressenævnet kan heller ikke ikende erstatning. Nævnet kan heller ikke foretage sin egen efterforskning, men vurderer blot på baggrund af partsindlæg fra klageren og det påklagede medie. En sag i Pressenævnet kan højst ende med en gang skældud ved at det pågældende medie bliver afkrævet at bringe en rettelse eller beklagelse.
Den dag avisen var bagfra
I 2013 viste Ekstra Bladet, hvor ligeglad et medie kan tillade sig at være med en kendelse fra Pressenævnet. Avisens dækning af en gidselsag havde ført til Pressenævnets til dato mest skarpe kritik, og avisen blev afkrævet at bringe kritikken på forsiden. Den dag, kritikken skulle bringes, valgte avisen at have to forsider. Bagsiden blev ændret, så den lignede avisens normale forside. Avisen blev placeret i salgsstativerne med bagsiden, som i dagens anledning var lavet om til en forside, vendt ud mod kunderne. Dvs. at den rigtige forside – den med kendelsen og kritikken af avisen – ikke var synlig i stativerne. Med chefredaktørens egne ord gav de læserne avisen “bagfra”.
Såvidt Pressenævnets mangel på muskler og respekt. Der ud over har nævnet en begrænset aktionsradius. Det kan nemlig kun behandle klager fra personer, virksomheder, myndigheder mm. som selv er omtalt i en given historie. Dvs. en urigtig artikel om Trump, Thunberg eller månelandingen kan kun blive behandlet i Pressenævnet, hvis Trump, Thunberg eller Nasa selv sender en klage om, at de føler sig dårligt behandlet. Og hvis omvendt Trump, Thunberg eller Nasa skulle slippe afsted med usande udtalelser om egne bedrifter i en artikel, så ville det heller ikke nytte at klage til Pressenævnet over dét.
Ingen kontrol med produktionsprocessen
Hvert døgn produceres ifølge søgetjenesten Infomedia 18.000 danske artikler. Ikke en eneste af dem er udsat for en uafhængig kontrol i forhold til researchmetoder, kildekritik, faktatjek, citatfusk osv. Ikke engang de artikler, som koster penge. Selv om medierne får millioner fra staten i mediestøtte (inklusiv DR bruger staten over 5 mia. kr. på at støtte danske medier). Ingen journalist ville lade nogen samfundsaktør slippe af sted med at sige: “Vi kan sagtens kontrollere os selv”. Men det er i praksis dét, der foregår i medierne.
I Danmark kan man ikke sælge en pizza bestående af mel, vand, tomatsovs og mozzarella uden at være underlagt fødevarekontrol og dertil hørende offentlig smiley-kategorisering. Og af samme grund tør vi spise en pizza fra enhver lille pizza-biks. Men et medie kan “afsløre”, “kortlægge” og “rapportere” om hvad som helst og hvem som helst uden på noget tidspunkt at blive mødt med krav om en uafhængig stikprøvekontrol af fakta, eller et eftersyn af hvilke procedurer og arbejdsgange mediet følger for at sikre korrekte informationer. Til sammenligning er et socialt opholdssted med fem beboere underlagt faglig kontrol og tilsyn af op til syv forskellige myndigheder, blot hvad angår evnen til at udføre sin kerneopgave.
Mediernes enorme frihed
Men medierne – må vi forstå – er en ganske særlig branche, som formår at forvalte en næsten grænseløs frihed til at skildre virkeligheden uden at gå på kompromis med sandheden. Selv om konkurrencen om kunderne er skarpere end nogensinde.
Vi kalder medierne for den fjerde statsmagt, fordi en fri presse er absolut nødvendig for udviklingen af et demokratisk samfund. Vi har brug for medierne og deres ansattes erfaring, håndværk, indsigt og mod. Jeg tvivler dog på, at mediehusene kan overbevise de nye generationer om deres fortræffeligheder ved blot at appellere til deres tillid gennem letbenede imagekampagner. Og jeg tvivler på, at de kan bevare, styrke og sikre den faglige kvalitet af deres produkter gennem selvevaluering ud fra hjemmedyrkede kvalitetsstandarder.
Der står mere på spil end mediernes egen økonomi og overlevelse. Det håber jeg, de selv er klar over.