Kapitel 3 – (den beskrevne sag er fiktiv):
obs: følg med fra starten her
Journalisten kræver et svar fra dig inden for de næste to timer, men du må erkende, at du inden for så kort tid næppe kan få udarbejdet et svar, som du føler dig tryg ved. Et uovervejet svar til journalisten kan gøre sagen langt værre. Faktisk sker det ofte, at det allerførste (uigennemtænkte) svar til journalisten, bliver et af de største problemer i håndteringen af en shitstorm.
Du skal forholde dig til, at journalisten på nuværende tidspunkt sandsynligvis ikke har nogen som helst medfølelse eller sympati over for dig. Så hvis du fx. får sagt noget, der kan misforstås i en forkert retning, vil journalisten sikkert bruge dette mod dig. Og hvis ikke journalisten selv gør det, så gør andre det – fx. på de sociale medier.
Det bedste, du kan gøre, er at købe mere tid til at tænke over et svar. Lad være at kommentere beskyldningerne, men sig i stedet:
“Jeg kan godt forstå, du gerne vil have en kommentar, og jeg vil også gerne give dig en kommentar. Men du er nødt til at give mig lidt tid. Jeg er ærlig talt i chok, efter det du har fortalt mig, og samtidig har jeg nogle presserende arbejdsopgaver lige nu, som jeg simpelthen ikke kan lade ligge. Vil du ikke gøre mig den tjeneste at sende dine spørgsmål på mail, så kigger jeg på det snarest. Jeg kan give dig en kommentar om nogle dage eller efter weekenden.”
Dette vil journalisten ikke acceptere. Hun vil forsøge at få dig til at svare nu og her, og måske siger hun noget i retning af:
“Jeg kan ikke holde historien tilbage. Min redaktør vil have den på nu, og vi har arbejdet med den i flere uger. Så hvis jeg ikke får en udtalelse fra dig, må jeg skrive i min artikel, at du ikke ønsker at udtale dig.”
Hvis du giver efter for journalistens pres, er der en meget høj sandsynlighed for, at du kommenterer på en måde, der gør sagen værre. Her gælder det om at holde hovedet koldt.
Pressenævnet ville sandsynligvis mene, at to timer er for kort tid i en sag som denne, hvis du skulle vælge at klage over det efterfølgende. Det hjælper dig ikke i situationen, men muligvis er journalisten og redaktøren også klar over, at fristen er lige kort nok, og derfor vælger de at føje dig, hvis du holder fast. Du kan ikke komme efterfølgende og beklage en uovervejet kommentar med, at journalisten gav dig for kort betænkningstid.
Denne forhandling om tid er utrolig vigtig. Journalisten ønsker naturligt nok ikke at give dig for lang tid, som du kan bruge på at fabrikere et lidt for smart “spin-svar”, konstruere en modoffensiv på de sociale medier eller evt. påvirke journalistens kilder. På den anden side er det helt legitimt, at du får mulighed for lige at sunde dig og genopfriske hukommelsen i forhold til de hændelser, du bliver beskyldt for.
Hold fast i at du lige nu er så påvirket (hvilket du sikkert også er) og har andre uopsættelige gøremål (hvilket du sikkert også har), at du ganske enkelt ikke er i stand til at kommentere med så kort varsel. Du skal IKKE sige, at du IKKE har nogle kommentarer, men sig at du GERNE vil kommentere og blot har brug for mere tid. I mange tilfælde vil journalisten vise forståelse, men hun vil muligvis kun forlænge fristen til et døgn. Det er dog også 22 timer (eller 1100%) mere betænkningstid end udgangspunktet på blot to timer.
Du holder hovedet koldt og er heldig at få ekstra 22 timer til at svare på beskyldningerne. Hvordan prioriterer du dem?
