Med anden bølge af metoo-bevægelsen i 2020 blev alle danske borgere vist klar over, at der er problemer med respekten for andre mennesker på en række danske medier. Selv på de store statsejede milliardkoncerner som TV2 og DR er.
En lang række kvindelige ansatte har – og uden tvivl med god grund – sagt fra over for en kultur, som tilsyneladende har favoriseret – eller i hvert fald har holdt hånden over – mænd, der i al enkelthed har opført sig som nogle dumme svin.
Ingen har endnu talt om, hvordan disse mere eller mindre syge arbejdskulturer mon har påvirket kunderne, eller brugerne. Sagen er jo, at medierne ikke kan levere deres produkt uden kilder – altså rigtige mennesker. Hvis nogle mediefolk har kunnet rende rundt og opføre sig som rene gorillaer overfor underordnede eller kolleger, som de konfronteres med hver dag – hvordan har de mon så opført sig over for kilderne, som de ofte kun møder en enkelt gang?
Hvordan har disse gorillaers undertrykker-kultur påvirket underordnedes og kollegers adfærd overfor de mange danske borgere, virksomhedsejere, ledere, forskere, politikere osv. som hver dag bliver kontaktet af et medie, og ikke altid med en positiv tilgang.
Jeg har set et utal af mails, som journalister har sendt til borgere eller virksomheder med krav om svar på groteske spørgsmål. Ofte med urimeligt korte svarfrister. Mange journalister – men naturligvis langt fra alle – har en ubehagelig vane med ikke at ville svare på de spørgsmål, kilden har – fx. om baggrunden for journalistens spørgsmål eller om dokumentationen for en beskyldning, som journalisten slynger ud i sin mail.
Journalister, der aner en god skandalehistorie, er ofte komplet ligeglade med, hvad den angrebne part har at sige. Der er et journalist-ordsprog som lyder “for megen research dræber historien”. Det er naturligvis ment ironisk, men i praksis påvirker denne sætning i høj grad den journalistiske metode. Nogle journalister nægter ganske enkelt at tage imod fornuft, fakta og logik, hvis de har forelsket sig i det brag af en historie, de er så tæt på at breake. Og det skal ingen irriterede kilde ændre på.
Selv når man henvender sig til chefredaktøren eller direktøren for et medie, vil man ofte opleve samme fornægtelse af de virkelige forhold. “Vi alene vise” synes at være et andet ordsprog, som medierne har taget til sig og renset for ironi. Niveauet af selvretfærdighed er uhyggeligt stort. Jeg har set mange eksempler på, at en mediechef hellere forsvarer en medarbejders elendige makværk for ikke at tabe ansigt på mediets vegne frem for at gøre det eneste rigtige: at komme den virksomhed i møde, som beder om ikke at få sit rygte ødelagt på baggrund af udokumenterede og måske ovenikøbet usande anklager.
Når jeg læser om kulturen på danske medier, så giver det meget mere mening, hvorfor nogle af mine klienter skal finde sig i den aldeles uacceptable adfærd, som nogle journalister udøver. Medierne er en rugeplads for undertrykkerkultur.