Kapitel #3: Jeg er syg…
Nogle svar ligner på overfladen en undskyldning, men er i virkeligheden afværgemanøvrer, som på en elegant måde afviser skyld og ansvar. Det kan være fristende at bruge den slags, når man er udsat for hård kritik eller en shitstorm, men lad være. De kan give bagslag, og der er bedre alternativer. Personer med et godt netværk i pressen eller mange følgere kan ofte slippe afsted med en designerundskyldning, men hvis du ikke tilhører den kategori så sats ikke på at få samme blide behandling.
I denne artikelserie giver jeg eksempler på undskyldninger, der er lidt for smarte, og foreslår alternative muligheder.
#3: Jeg er syg
“Jeg har indset, at jeg ikke selv har været i stand til at tøjle mine mørke sider. Derfor har jeg nu valgt at søge hjælp og går ind i et forløb, som jeg håber der kommer en bedre person ud af…”
Det er den ultimative fraskrivelse af dine gerninger, når du siger, at du slet og ret har brug for behandling. Det er så tæt på at påberåbe sig sindssyge i gerningsøjeblikket, som man kan komme, og det siger sig selv, at man er udsat for nogle meget alvorlige anklager, hvis en undskyldning som denne kan forekomme nødvendig.
En undskyld som denne er også et signal om, at presse og andre kritikere ikke kan forvente yderligere kommentarer fra dig. For det siger sig selv, at man ikke kan besvare journalist-mails og kritiske tweets, når man ligger på psykologbænken. Dit behov for at få fred kan føles meget stærkt, når du er centrum for shitstorm, og netop derfor er denne undskyldning så fristende at gøre brug af. Men medmindre den er 100% sand, så lad være.
Kan du give et seriøst svar?
Tænk hvis en journalist stiller spørgsmålet: “Hvilken slags hjælp får du…er det mælk og småkager fra mormor eller zoneterapi?” Hvis du ikke har noget konkret svar på, hvilken hjælp du får, og hvis den hjælp ikke forekommer at være på niveau med situationens alvor, så kan det give bagslag.
Og hvad hvis en journalist følger op på historien et halvt år senere og spørger om, hvilken behandling du så egentlig gennemgik, og du ikke har noget svar? Så er der helt sikkert nogle mennesker, som vil føle, at du har trådt på deres følelser, en gang til. Og så kan shitstorm nr. 2 rejse sig.
Det er nok de færreste journalister, som vil spørge ind til din behandling. I mange tilfælde vil ingen spørge, men det kan du ikke tillade dig at satse på i en situation som denne. Medmindre du rent faktisk går ind et seriøst (behandlings-)forløb af en eller anden art, så lad være at sige det. Der er andre måder.
Jeg er i chok over mig selv
Hvis du er i en situation, hvor du er udsat for meget alvorlige eller meget massive beskyldninger og har brug for at kunne lukke af for presse og anden offentlig debat kan du fx. sige:
“Jeg er lige nu i en tilstand, hvor jeg forsøger at forstå, hvorfor jeg har opført mig, som jeg har, og jeg undskylder for de negative oplevelser, jeg måtte have påført andre mennesker. Jeg kan ikke give noget andet svar lige nu, og jeg forstår fuldstændigt, at mange vil synes, det ikke er svar nok.”
I en alvorlig sag, hvor der muligvis kan vente en retssag eller andre alvorlige sanktioner forude, skal du være påpasselig med at påtage dig et konkret ansvar. Men du kan i det mindste komme dine kritikere i møde ved at undskylde for de negative oplevelser, folk måtte mene, du er skyld i. Samtidig er det vigtigt at signalere, at du forstår sagens alvor, og at du forstår, at du har et ansvar, som umiddelbart ikke lige er til at løbe fra. Samtidig anerkender du, at mange sikkert vil være utilfreds med, at du nu melder dig ud af debatten.
Enhver udtalelse er risikofyldt
I sager, der involverer alvorlige beskyldninger, skal du være varsom med at udtale dig. Næsten enhver udtalelse fra dig vil kunne tolkes som en krænkelse af de angivelige ofre. Og dine udtalelser kan blive brugt imod dig i en eventuel senere retssag (og artikler, podcasts, tv-programmer etc.). At sige “ingen kommentarer” er dog aldrig et godt svar, for det kan tolkes i tusind retninger, blandt andet at du er følelseskold. Så det er vigtigt at melde noget ud, der om ikke andet viser, at du et menneske.