Med udsendelsen “Forfulgt af politiet?” tager DR et spring ned i dokumentar-genrens mudderpøl. En mudderpøl, hvorfra man kan trække lige præcis den historie op, som man ønsker at fortælle.
En historie, som skaber max forargelse og dermed max seertal, max lyttertal og max klik på hjemmesiden samt max profilering af journalisterne, redaktionen, programformatet og medievirksomheden.
I denne artikel forholder jeg mig ikke til, hvad og hvem man skal tro på i denne sag. Pointen er netop, at det er umuligt at vurdere ud fra DR’s dokumentar. Det er en historie med masser af dramatik og følelse, men stort set uden reel dokumentation.
Man skulle tro, at et statsejet selskab ikke følte behov for gå de allermest kommercielle medievirksomheder i bedene, men man må forstå, at DR åbenbart ønsker at favne bredt i alle henseender.
DR gør i den nævnte udsendelse brug af to af dokumentar-genrens værste geværgreb.
Geværgreb nr. 1)
DR benytter skjulte/private optagelser. Og her taler vi ikke optagelser, som DR selv har foretaget, og som DR kender omstændighederne omkring, og som DR derfor kender det fulde omfang af.
Nej, her taler vi om optagelser, en part har leveret til DR med det klare formål at ramme sin modpart. I starten af den pågældende udsendelse siger flere familiemedlemmer lige ud, at deres deltagelse i udsendelsen er for at ramme de politibetjente, de er i konflikt med. I den henseende bliver det faktisk ligegyldigt, om optagelserne er skjulte eller ej (nogle af videooptagelserne er åbenlyst ikke skjulte).
DR har ingen chance for at kontrollere, hvorvidt de har fået alle optagelserne, hvorvidt optagelserne er foretaget ud fra et strategisk sigte – og hvilket – og om hændelserne på optagelserne er mere eller mindre planlagt eller forhånds-instrueret.
Problemet med at benytte den slags videooptagelser som dokumentation er selvsagt endnu større, hvis optagelserne ovenikøbet er så utydelige, at man som seer faktisk ikke kan se, hvad der foregår. Flere af de videoklip, der bliver benyttet i DR’s dokumentar, er rige på råb og skrig. Men det er svært at se, hvad der foregår. Derfor kommer man som seer uvægerligt til at se nogle billeder for sit indre øje, der matcher lydsporet. Når oplevelsen af faktiske begivenheder overlades til seerens egen fantasi, er det selvsagt ekstremt problematisk.
Uanset om man tror på den ene eller anden part i den pågældende udsendelse, er brug af private eller skjulte videooptagelser som journalistisk dokumentation et ekstremt valg. Det kan kun forsvares journalistisk, hvis det underbygges af andre former for dokumentation. I den forbindelse er interview-udsagn med den part, som har leveret optagelserne, selvfølgelig ikke noget værd som dokumentation.
Det samme gælder udsagn fra enhver anden, der har en personlig, politisk eller økonomisk interesse i at støtte partens udlægning. DR kunne have valgt at opsøge og interviewe nogle neutrale parter for at få nogle upartiske, troværdige vurderinger af familiens situation. Fx. fra folk der bor (eller har boet) i nærheden af den omtalte familie, folk der har arbejdet sammen med nogen i familien, folk der har gået i skole med familiens børn, børnenes skolelærere etc.
Det vælger DR ikke at gøre, og det er betænkeligt, når dokumentationsmaterialet er så ensidigt, som det er.
Geværgreb nr. 2)
DR interviewer to eksperter om deres mening om sagen og lader deres udsagn fremstå som konklusioner. Journalister elsker eksperter, fordi man kan få dem til at sige, præcis hvad man vil. I hvert fald næsten. Og det er ikke nødvendigvis, fordi eksperten er dårlig eller ligeglad.
Der er helt sikkert nogen eksperter, der stiller op i medierne, fordi eksponering i medierne er penge værd. Det giver adgang til at sælge foredrag og bøger, og det giver adgang til spændende opgaver, bestyrelsesposter mm. Nogen gør det også bare fordi, de elsker at se sig selv i medierne. Der er også nogle eksperter, der er så professionaliseret i sin medie-ekspertrolle, at vedkommende opfatter sin rolle og funktion som en slags korrespondent, i dette tilfælde: DR’s korrespondent.
Heldigvis er der også eksperter, som bare gerne vil bidrage med deres viden og erfaring. Men selv de eksperter kan man som journalist få det ud af, som man ønsker. Det handler i høj grad om, hvilke oplysninger, journalisten beder eksperten om at forholde sig til.
Eksperten kender kun en lille flig af hele sagskomplekset og er derfor totalt afhængig af, hvilke oplysninger journalisten har udvalgt til ham/hende. Langt de fleste eksperter vil i et interview gøre klart, at de jo ikke kender hele sagens omfang, og/eller at de kun kan udtale sig generelt og derfor må tage forbehold for deres vurderinger. Det betyder dog intet for journalisten.
Det vigtigste er nemlig at have en ekspert med i udsendelsen, som siger et eller andet kritisk, der passer ind i journalistens historie. Man kan altid finde en kritisk sætning eller to i et interview, der måske har varet en halv time eller mere. Seerne tænker ikke så meget over, hvilke forbehold eksperten giver udtryk for. De ser en ekspert, der siger noget kritisk, som understøtter journalistens fortælling. Alene det, at eksperten medvirker i udsendelsen, styrker journalistens fortælling. Længere er den ikke.
De fleste seere oplever, at eksperten drager konklusioner i sagen, men det gør eksperten faktisk ikke. Eksperten giver kun udtryk for en holdning baseret på et begrænset omfang af information, og det er noget helt andet. Det ved journalisten godt, men journalisten ved også godt, at seerne opfatter det anderledes.
Det er meget sjældent, at eksperter brokker sig over at være blevet misbrugt i en tv-dokumentar. Det kan også nemt blive lidt pinligt at brokke sig over, at “de har klippet i det!”. Ikke mindst fordi der vil være masser af ekspertkolleger, som vil sige: “Det burde du have vidst, men du ville jo så gerne på tv. Hvorfor tror vi andre holder os langt væk fra medierne?” Desuden vil man måske gerne i medierne igen en anden gang, og så er det dumt at fremstå som en, der brokker sig over medierne.
En vigtig pointe omkring brug af eksperter i medierne er, at de ligesom alle andre kilder er nøje udvalgt af journalisten. Hvis man fx. laver en kritisk dokumentar om medicinalindustrien, så er det oplagt at kontakte en ekspert, der tidligere har udtalt sig kritisk om medicinalindustrien. Det gør det meget nemmere at få de udtalelser, der passer ind i den historie, man ønsker at fortælle.
Og så det løse
Man kan sige meget om måden, DR’s dokumentar er sat sammen på.
Fx. kan man undre sig over titlen “Forfulgt af politiet?”. Titlen er en påstand efterfulgt af et spørgsmålstegn, og det er ikke tilfældigt. Det er et klokkeklart bevis for, at DR udmærket er klar over, at der ikke foreligger dokumentation for, at den omtalte familie rent faktisk er forfulgt af politiet. Det er det, man kalder at “dække sin røv af”. Et godt journalistisk princip er (eller det var det i hvert fald en gang), at man aldrig bruger spørgsmålstegn i en overskrift. Fordi meningen med journalistik ikke er at skabe rygter, men at skabe klarhed.
Man kan også undre sig over, hvorfor familien ikke bliver spurgt ind til de tilsvarende beskyldninger for forfølgelse, der er rettet mod dem selv. I slutningen af udsendelsen bliver det med få sætninger nævnt, at de omtalte politibetjentes fagforening fortæller, at familien har forfulgt betjentene og filmet dem i deres privatliv. Med andre ord, så har betjentene åbenbart den samme oplevelse af at være forfulgt, som familien har. Denne information får man som seer dog kun, hvis man er opmærksom på tv-skærmen i de 8 sekunder, denne tekst er synlig. Den bliver ikke læst op.
Man kan også undre sig over, hvorfor DR’s dokumentar ikke er gennemsyret af fortællingen om drengens forsvinden. Dokumentaren insinuerer, at politiet måske har haft noget med det at gøre, og at de ikke har gjort nok for at finde ham. Alligevel er grundfortællingen i dokumentaren, at familien bliver chikaneret af politiet.
Uanset hvad der er op og ned i denne sag, er den ulykkelig, og den skaber et behov for at placere skyld. Og netop derfor burde DR have været særligt opmærksom på at håndtere den sobert og professionelt. Det gjorde DR desværre ikke.
NB: Efter jeg har skrevet denne artikel, har Ekstra Bladet offentliggjort en artikel om, at den unge mand søgte asyl i Tyskland for halvanden måned siden.
NBB: Det er langt fra første gang, at jeg ser en dansk tv-dokumentar eller journalistisk produkt i det hele taget, hvor niveauet for følelser og dramatik i dén grad overstiger niveauet for dokumentation. Den slags journalistik er desværre ret almindelig. Men den omtalte dokumentar sætter et så graverende lavt niveau for danskernes fællesejede og skattefinansierede (4 mia. kr. årligt) medie-flagskib, at jeg mener, der er grund til at ringe med alarmklokkerne.