SAS kørte hårdt på, da selskabet efter eget udsagn blev ramt af en shitstorm på baggrund af en reklamefilm, som, ganske mange mente, havde en politisk undertone.
SAS har en code of conduct, som fortæller, at ingen af deres ansatte må udtrykke støtte til noget politisk parti, og jeg vil vove at påstå, at reklameafdelingen i dette tilfælde skøjtede på kanten af, hvad man kunne kalde ånden i selskabets code of conduct.
Ydmyghed koster ikke
SAS har også et behov for at være venner med de danske politikere (i alle partier), eftersom den danske stat er storaktionær i selskabet.
Blandt andet derfor – men også med udgangspunkt i fornuftig krisehåndtering – kunne SAS have valgt at indtage en ydmyg holdning i forhold til den kritik, der kom selskabet i møde. Det havde ikke kostet noget at sige “Vi har ikke været opmærksom på, at reklamefilmen kunne tolkes politisk på den måde. Det var ikke meningen at såre eller krænke nogen.”
Modtagerne tog fejl…
I stedet valgte SAS at mene, at kritikerne af reklamefilmen ganske simpelt ikke havde fattet budskabet. I så mange andre sammenhænge var man ikke sluppet af sted med sådan en udmelding, men i denne sag blev kritikerne af nogle betegnet som “højrefløjssympatisører” – og dem kan man godt lægge sig ud med i dagens Danmark. Måske kan man ovenikøbet score nogle point på det.
Der er mange måder at forholde sig til krisehåndtering på. Vil man banke sine kritikere ned hurtigst muligt, eller vil man forsøge at lukke sagen med færrest mulige tab hos så mange som muligt? Det første kan være tilfredsstillende nu og her, men det kan skabe nogle uvenskaber, som man aldrig ved hvornår måtte dukke op. Og særligt når man er et statsejet selskab, bør man nok være opmærksom på, at man ejes af hele folket, og ikke kun dem man er enig med. Og at regeringer skiftes ud.
Det er muligt, SAS aldrig får nogen negative konsekvenser af denne håndtering, men man kan også køre fra Skagen til Gedser uden sikkerhedssele uden at komme til skade. Det er bare ikke så gennemtænkt.
Hele sagen blev i øvrigt lagt død, da bureauet bag reklamefilmen fik en bombetrussel, som vi ikke har hørt om siden.
Jeg har udtalt mig SAS-håndteringen i mediet Markedsføring, læs artiklen her.