Sagen om statsministerens slettede sms’er leverer flere eksempler på, hvordan man kan tale sig ud af en penibel situation. Her er et af dem:
Forsvarsministeren har i sms-sagen nærmest personligt har påtaget sig rollen med at at finde ud af, hvad der kan gøres for at genskabe sms’erne. Det sætter ham i en situationen, hvor han kan sige, at “Jeg er af den opfattelse, at jeg nu har gjort mit yderste…” og at han ikke lige selv ved, hvordan man kontakter Apple.
Vi kan vel dårligt bede om mere, hvis ministeren personligt har gjort, hvad han kunne?
Hold opgaven tæt til kroppen
Ministeren kunne jo også bare have sagt: “Jeg er ikke IT-ekspert, så spørg ikke mig. Men jeg har bedt vores efterretningstjenester om at genskabe de sms’er med de midler, det nu måtte kræve. Såfremt det kræver særlig lovhjemmel fra Folketinget eller andre særlige foranstaltninger, vil jeg sørge for at tilvejebringe det nødvendige grundlag.”
Det samme kunne man også have sagt og gjort, den gang sms’sagen tog sin begyndelse. Men når man indtager rollen som tovholder, så bliver man også den, der kender sagen bedst, og man indtræder i en ekspertrolle i forhold til sagen. Det giver kontrol over sagsbehandlingen, fortællingen og sagens udfald i en sag, man ville ønske ikke eksisterede. Regeringen havde ikke helt den samme detaljefokuserede tovholder-aktivitet omkring selve minkaflivningen, men det var netop også en opgave, regeringen selv ønskede at få udført.
Ofte er ekspertrollen din bedste position
Kan du som leder i en virksomhed bruge tovholder-“tricket”? Ja, og ofte vil du være selvskrevet i rollen, fordi du rent faktisk ER ekspert på det, din virksomhed laver. Men du kan ikke ligesom politikere forsøge at trække en sag så længe, at presse og borgere ganske enkelt bliver trætte af den og lader den dø. En mindre eller mellemstor virksomhed skal typisk handle på sit angivelige “fuck up” i løbet af timer eller dage, hvis den ønsker at overleve uden kæmpe tab.