Danske medier er i oprør over et forslag om at indføre en statslig medieombudsmand, som skal kunne blande sig i mediernes artikler og indslag. “Bare ærgerligt Sonny Boy”, fristes man til at sige. For medierne har som branche betragtet ikke været sit ansvar voksent.
I en pressemeddelelse fortæller interesseorganisationen Danske Medier, at en statslig medieombudsmand vil være et demokratisk tilbageslag. Organisationens formand Christina Blaagaard siger, at “reguleringen af de danske medier er forbilledlig”. Det er der nok en del ofre for mediernes adfærd, der vil være uenige i. Jeg ved det, for jeg har mødt dem.
Medierne undersøger sig selv
Sagen er, at det eneste, der i praksis regulerer medierne, er medierne selv. Man kan godt nok klage til Pressenævnet, hvis man føler sig dårligt behandlet. Men man kan først klage, EFTER at artiklen eller udsendelsen er blevet publiceret og har skabt en shitstorm på SoMe og i andre medier.
Det er kun de stærke og modige, der klager over et overgreb begået af et medie. For det er ikke nemt at vinde en sag i Pressenævnet. Her er nogle af årsagerne:
- Medierne har virkelig dygtige folk, ofte jurister, til at forsvare sig mod enhver, som drister sig til at klage. De folk kan levere spin af højeste klasse.
- Pressenævnet undersøger ikke, hvem der har ret, hvis klager siger “sort”, og mediet siger “hvid”.
- Eftersom det er mediet, som er under anklage, så hviler bevisbyrden på klageren. Det er altså offeret for mediehistorien, der skal bevise, at mediets historie er forkert. Det er ikke mediet, der skal bevise, at historien er korrekt.
Ombudsmand er en skidt ide
Det er det såkaldte Medieansvarsudvalg med ex-justitsminister Søren Pind i spidsen, der har kastet ideen om en medieombudsmand på banen. En ombudsmand, som (modsat Pressenævnet), bla. skal kunne blande sig en mediehistorie, INDEN den bliver offentliggjort. Jeg er enig med Danske Medier i, at en statslig ombudsmand er en skidt ide, men så skulle medierne have været bedre til at…
- …indrømme de fejl, som rent faktisk bliver begået.
- …fortælle den mest rigtige historie i stedet for den mest dramatiske historie.
- …anerkende at en unødvendig journalistisk stramning kan skabe en ødelæggende shitstorm.
- …tjekke alle oplysninger, især de oplysninger, som bekræfter den historie, de helst vil lave.
Vi har brug for gode medier
De danske medier er på lange stræk virkelig dygtige og utrolig vigtige for vores demokrati. Et godt eksempel er administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, der er medlem af Medieansvarsudvalget. Han er uenig i, at der ikke er aktindsigt i udvalgets arbejde, og derfor offentliggør han selv alt materiale fra udvalgets møder. Det er dermed en mediechefs fortjeneste, at vi overhovedet ved, at en medieombudsmand kan være på trapperne.
Arrogancen er problemet
Men mediebranchen som helhed er ikke dygtig, eller modig, nok til at slå ned på den arrogance, som lever i branchen. Det er denne arrogance, der er hovedårsagen til, at den gode historie ind imellem bliver sat over det menneskelige hensyn. En arrogance, som nok er svær at undgå, når man er “den fjerde statsmagt” og har mulighed og platform til at tage det sidste ord i enhver debat.
Arrogancen skaber ofre blandt helt almindelige (og ualmindelige) danskere, når journalister, redaktører og medier ind imellem glemmer deres fremmeste opgave: At beskrive virkeligheden.
PS: I øvrigt mener jeg, at medierne bør indføre en ISO-kvalitetsstyring for journalistik. Det er i den journalistiske proces, hunden ligger begravet.